Se trailer: Theo spiller med i ‘Shark Cage’
Lad os slå det fast med samme: Der er ingen rigtige hajer med i det nye pokerkoncept, som vi kan se resultatet af senere på året. Det hedder ‘Shark Cage’, og når man ellers er kommet sig over skuffelsen over de manglende hajer, så er der faktisk mange sjove ting at se frem til. Eksempelvis er Theo Jørgensen jo med, hvilket jo nok plejer at være garanti for et par morsomme bemærkninger.
‘Shark Cage’ går ud på, at en flok mennesker sidder bænket omkring et bord og spiller poker – så langt så godt. Reglerne er dog ændret en smule fra normalen, da man f.eks. får ekstra chips til stacken for at bluffe en pot hjem, mens man omvendt modtager en straf, hvis man bliver fanget med fingrene i kagedåsen. Straffen består tilsyneladende i, at man bliver stillet ind i et bur, hvor man så skal stå en hel ‘orbit’, før man igen kan få lov at deltage.
Læs også: Theo joker før $1 mio. show: – Ikke en eneste bemærkelsesværdig person med
Hvordan de nye regler bør påvirke dynamikken ved bordet, kan der sikkert siges en masse kloge ting om, men helt sikkert er det, at spillerne i videoen ser ud til at more sig kosteligt. Der har længe været lidt dødt på den front, der hedder pokerrelaterede TV-programmer, men nu ser det altså endelig ud til, at nogen har forsøgt at være en anelse innovative.
Se videoen og døm selv:
http://youtu.be/qJ9PJ2Cjc8U