De fuskede for millioner i pokerturnering – nu får de støtte af arrangørerne

Det skulle tage mere end to uger, før Groupe Partouche officielt kommenterede anklagerne om snyd på finalebordet af Partouche Poker Tour Main Event 2009. Fabrice Paire, CEO for Groupe Partouche, var manden, der knap nok gad at afvise alle beskyldninger om urent trav, men han fik det dog gjort. Og i processen fik han sagt, at Partouche intet havde hørt om sagen før januar 2013 ligesom han hæftede sig ved, at ingen havde protesteret tilbage i 2009. Det ved vi nu er forkert.

Læs: Partouche-skandalen udvikler sig: 3. pladsen anklagede Pasqualini og Rossi allerede i 2009

For det hurtige overblik: Se en video af svindlen lige her

Vi ved i øvrigt også at anklagerne ikke længere bare er anklager. Svindlen er bevist – uden skyggen af tvivl – men Groupe Partouche har ikke haft lyst til at uddybe deres oprindelige kommentarer.

Men mens det går særdeles trægt med at komme officielle udmeldinger, så er der anderledes skub i den uofficielle kommunikation. Det viser sig nemlig, at Patrick Partouche – bossen, ganske enkelt manden, der har haft det afgørende ord i forbindelse med Partouche Poker Tour – har skrevet en besked direkte på Jean-Paul Pasqualinis facebook-profil.

Oversættelsen:

“Det er ikke i orden, at hundredevis af mennesker, der gør deres bedste for spillet, som de elsker lige så højt som du (Pasqualini, red.) gør, skal blive udsat for dette. Jeg ville være overrasket, hvis ikke folk brugte telefon/skype/chat når de sidder ved samme bord som en ven i en turnering med en stor præmiepulje. Jeg har det sådan, at jeg tager dette ganske behersket.”

Lidt af en støtteerklæring til Jean-Paul Pasqualini. Det må have været en god besked i forhold til hans nattesøvn. Men det skal blive værre/bedre endnu.

Næste støtte-besked kommer fra Prosper Masquelier (Patrick Partouches nevø, Director for poker at Partouche’s, og Co-Founder og Chief Executive for ISPT. Masqueliers besked til Jean-Paul Pasqualini efterlader ikke megen tvivl om, at nevøen ikke tager sagen seriøst overhovedet.

Oversættelsen:

“J7 (knægt-syv, red.) – jeg klør mig på bollerne. QT – jeg rører min tå!!!! Folk som denne Sir Bouya (manden, der har afsløret svindlen, red.) er virkelige kedelige. Men ok, han har da fået folk til at tale om ham.”

Her har vi altså et par uofficielle udmeldinger fra de folk, hvis opgave var at skabe en fair og sikker pokerturnering med millioner af euro i præmiepuljen. Værsgo og spis!

I går var sagen ved at blive næsten uhåndgribelig speget, men lige pludselig virker det hele meget mere ligetil. Spørgsmålet er, om disse bagmænd er stupide, arrogante eller ligefrem medskyldige. Eller måske en kombination..?