Gus Hansen vinder kassen i Macau

Cashgamet i Las Vegas var for småt for Gus Hansen, så han tog til Macau for ved selvsyn at bese de saftige spil med stenrige kinesiske forretningsmænd der skulle køre på de kanter. Og nu har han så endelig været i aktion skriver han på sin blog.

”Jeg har lige sluttet en 24-timers session med masser af store hænder. Jeg er for træt til at skrive om dem nu og vil hoppe hurtigt i seng – men i morgen vil jeg give en lille smagsprøve på, hvad der skete,” skriver Gus.

Men mens Gus Hansen ikke selv vil fortælle om pilen pegede opad eller nedad, så rapporterer Poker Portal Asia, at han angiveligt sad med HKD $6.000.000 foran sig og at to millioner af disse skulle være danskerens overskud – det svarer til lige knapt 1,5 millioner kroner.

De andre spillere ved bordet skulle have været John Juanda, Phil Ivey, Andrew Robl og henholdsvis en kinesisk og malaysisk forretningsmand.