Verdens bedste pokerspiller sagsøgt for 52 millioner kroner

Phil Ivey er kendt og elsket for sine evner ved pokerbordet, hvor han af mange betragtes som verdens bedste spiller. Ivey er dog også en notorisk gambler af Guds nåde, der ofte har freventeret Craps- og Punto Banco-bordene. Ivey bliver i en ny stor kasino-sag anklaget for at have brugt en teknik, som kaldes ‘edge sorting’. Dette skulle være sket under et spil highstakes baccarat på The Borgata Hotel Casino & Spa i Atlantic City . Teknikken gør det muligt at genkende specifikke kort og giver dermed spilleren en meget stor fordel. I sagen mod Phil Ivey oplyses det, at han under påskud af at være overtroisk fik overtalt kasinoet i Atlantic City til at give ham nogle særlige forhold under spillet, der endte med at indbringe hovedpersonen millioner af dollars i gevinst.

I alt lyder anklagerne på, at casinoet føler sig svindlet for den nette sum af $7.900.000, som Ivey altså menes at have snydt sig til. Også sidste år blev Ivey involveret i en stor skandale, da et engelsk kasino nægtede at udbetale hans gevinst, da også de mente, at Ivey havde benyttet sig af ‘edge sorting’.

Som nævnt havde Ivey nogle krav til Borgata Casino, som han ville have opfyldt, hvis han skulle indlade sig på et slag high stakes baccarat. De var:

  1. Han kunne medbringe en ledsagerske.
  2. Dealeren skulle kunne tale mandarin-kinesisk.
  3. Spillet skulle foregå i et privat lokale.
  4. Der skulle bruges en automatisk kortblander under spillet.

Disse fire forbehold var efter sigende nødvendige for, at den påståede brug af ‘edge sorting’ var mulig. Teknikken går i al sin enkelthed ud på, at spilleren via nogle mikroskopiske produktionsfejl kan genkende nogle af kortenes værdi, hvis de vel at mærke vender den rigtige vej. Det kræver altså en automatisk kortblander, da kortene dermed bliver ved med at vende på den samme måde, hvor en menneskelig hånd uværgerligt vil vende og dreje kortene hele tiden.

Anklageskriftet benævner fire besøg på kasinoet i perioden april til oktober 2012. Som highroller fik Phil Ivey ved de to første besøg lov til at lave indsatser på astronomiske $50.000 per hånd. Dette beløb blev doblet til $100.000 per hånd ved de to sidste besøg.

  • April 2012: Ivey spillede 16 timer, vandt $2.416.000, med en gennemsnitligt indsats på$25.000.
  • May 2012: Ivey spillede 56 timer, vandt $1.597.000, med en gennemsnitligt indsats på$36.000.
  • July 2012: Ivey spillede 17 timer, vandt $4.787.700, med en gennemsnitligt indsats på$89.000.
  • October 2012: Ivey spillede 18 timer, vandt $824.900, med en gennemsnitligt indsats på$93.800.

Kasinoet anklager ikke kun Phil Ivey i sagen om påstået snyd ved baccarat-bordet. Søgsmålet retter sig også mod producenten af kortene, Gemaco Inc. of Blue Springs, samt Iveys ledsagerske Cheng Yin Sun, der i følge rygterne skulle være ekspert i netop ‘edge sorting’.

Del af største kasinosag i Storbritannien

Det er som sagt ikke første gang, at Ivey er involveret i en sag af denne art, således er han i forvejen en del af den største kasinosag i Storbritanniens historie. Sidste år sagsøgte Ivey Crockfords Casino for £7,8 millioner, efter at kasionet nægtede af udbetale Iveys gevinst i et spil Punto Banco.

Læs også: Sådan spiller du Punto Banco

Phil Ivey var også den gang i selskab med Cheng Yin Sun, som efter sigende er udelukket fra mindst to casinoer på globalt plan. Det er Crockfords opfattelse, at hun var i stand til at spotte fejl i kortene og dermed hjælpe Ivey med at placere sine bets og på den måde udnytte en produktionsfejl fra kortfabrikantens side. Der er endnu ikke faldet dom i denne sag, og det er også værd at nævne, at ‘edge sorting’ er et lidt gråt område rent juridisk, da kasinoerne også selv har et ansvar for at håndhæve de regler, som de mener, at der skal spilles efter. I forbindelse med med Crockfords-sagen forklarede Ivey da også, at Crockfords var fuldt ud bevidste om, hvordan ‘edge sorting’ fungerer og derfor kun kunne bebrejde sig selv.

Læs mere om ‘edge sorting’ i her: Sådan snød Phil Ivey for 68 millioner kroner