Dårlig joke koster italiensk pokerpro PPT-finalebord

En uskyldig spøg blandt venner er nu blevet straffet på hårdest tænkelige måde, da den italienske pokerpro, Gaetano Preite, søndag aften blev smidt ud af mein event ved ‘People’s Poker Tour’, der fandt sted på Portomaso Casino på Malta.

Den €990 dyre re-entry turnering havde endda netop ramt det endelige finalebord, der skulle afgøres mandag på Middelhavs-øen, da den uheldige episode fandt sted. Her valgte Gaetano Preite at udsætte sin gode ven, landsmanden Nicola Luigi Abrusci, for en lille prank, da spillet var blevet indstillet for dagen. Abrusci havde netop havde taget en spiller ud på 10. pladsen, og havde for et kort øjeblik forladt bordet, da Preite i sjov valgte at gemme et tårn chips fra sin kammerat.

Efterfølgende fortalte Preite om det vittige påfund til deres fælles venner på railen, men da han kort efter kom tilbage til bordet, havde Abrusci allerede talt og “bagget” sine chips, og derfor krøb Preite straks til erkendelse overfor turneringsledelsen. Kort efter fik Preite meldingen, at han ikke ville få lov at spille på mandagens finalebord. Det fortæller hovedpersonen selv på Facebook.

“Jeg forsøger øjeblikkeligt at forklare mig overfor turneringslederen, der erkender, at jeg formodentlig ikke havde i sinde at stjæle jetonerne, men alligevel mener, at min opførelse er imod reglerne. Jeg ved, jeg har risikeret for meget i forhold til en åndssvag joke, og jeg respekterer tourledelsens beslutning, men jeg synes også, det er en meget hård dom. De kender mig, min personlighed, og hvor professionel en tilgang jeg har til spillet. Derfor synes jeg, at en mere mild sanktion havde været på sin plads”, lyder det blandt andet.

 

Mens Preite altså måtte tage til takke med en 9. plads, endte vennen Nicola Luigi Abrusci som 2’er til €23.630. Turneringen blev vundet af Gianluca Escobar.