Dansk avancement i engelsk WPT National

Mens mange sportsgrene må trappe ned som vinteren kommer nærmere, så er der fuld skrue på livepokeren. Dårligt nåede Spielbank Berlin at pakke ned efter WSOP Europe, før Portomaso Casino på Malta greb bolden og inviterede til EPT Malta. Nu har livegrinderne så lagt middelhavsøen bag sig, og mens nogen er taget til Rozvadov for at spille WSOP Circuit, så har andre igen taget flyet til Nottingham, for at spille med i World Poker Tours “national”-afdeling på Nottingham-kasinoet Dusk Till Dawn.

Den £2.000 dyre turnering trak i går 145 spillere til kasinoet, og selvom det ikke ligefrem væltede frem med danske pokerspillere, så har ét enkelt velkendt navn alligevel fundet vej til turneringens andendag. Det drejer sig om Kristoffer Skipper Rasmussen, der blandt andet har spillet med på Unibet Open-touren tidligere, og det ser faktisk ualmindeligt rimeligt ud for den vejlensiske pokerspiller efter førstedagen. 83.600 chips formåede Kristoffer Skipper Rasmussen at spille sin 30.000 chips startstack op i, og det placerer ham i den bedre halvdel af feltet sammen med spillere som Pieter de Korver og Simon Deadman. Sidstnævnte blev tidligere på året snydt for sit første WSOP-armbånd, da han tabte heads up til Jason Mercier i event #32 – den $5.000 dyre 6-max turnering, men nu kan Deadman så igen være på vej mod et stort resultat. I hvert fald sidder briten på et enormt chiplead efter gårsdagens spil. 312.500 chips har han foran sig ved spilstart, hvilket er mere end 100.000 chips foran sin nærmeste konkurrent i landsmanden Daniel Parsonage.

Dag 1B bliver skudt i gang klokken 13.00 dansk tid, og her forventes der væsentligt flere end på dag 1A. Der skal nemlig mindst 352 spillere til tilmeldingsskranken, hvis ikke arrangøren PartyPoker skal til lommerne, for at opfylde deres garanti på £1.000.000. Kristoffer Skipper Rasmussen skal først i aktion igen torsdag eftermiddag.