Hellmuth missede sit 14. bracelet på sit 50. finalebord

Phil Hellmuth måtte for få minutter siden sande, at tiden ikke helt var moden til at han kunne snuppe karrierens 14. WSOP bracelet.

Han kom ellers så tæt på som menneskeligt muligt, da han befandt sig Heads Up mod pokerlegenden Ted Forrest om titlen i Event #7: $1500 Seven Card Razz, som havde 352 spillere til start.

Her måtte Hellmuth dog til sidst give fortabt, og tage til takke med $74.848, mens Ted Forrest kunne scoope karrierens sjette WSOP bracelet og en førstepræmie på $121.196.

phil_hellmuth_wsop_2014_razz_hu2

Phil Hellmuth slået på målstregen i kampen om sit 14. bracelet. (Foto credit: PokerNews / Joe Giron)

Læs også: Ydmyg Phil Hellmuth: – Jeg har forandret mig

 

Selv om det ikke blev til endnu et bracelet for Hellmuth, som i forvejen holder rekorden for flest vundne WSOP bracelets nogensinde, kan han dog glæde sig over at runde finalebord nr. 50 i WSOP regi, og i øvrigt at have cashet mere end 100 gange i WSOP events.

Det seneste rigtig store WSOP resultat fra Hellmuths hånd, kom ved WSOP Europe i Cannes i 2012. Her tog Hellmuth sig af sejren i Main Event til €1.022.376.

Dagens andenplads er naturligvis heller ikke at kimse af, og det kunne have blevet Hellmuth andet Razz-bracelet i karrieren, hvis han havde fået skovlen under Ted Forrest.

I 2012 vandt Hellmuth nemlig et $2500 Seven Card Razz event til en værdi af $182.793. Dengang tog Brandon Cantu sig af tredjepladsen, og han var således også på finalebordet igen i nat, hvor han dog måtte nøjes med sjettepladsen.

Sådan sluttede Event #7: $1500 Seven Card Razz

1st Ted Forrest $121,196
2nd Phil Hellmuth $74,848
3rd Greg Pappas $48,275
4th David Bach $34,979
5th Brock Parker $25,717
6th Brandon Cantu $19,183
7th Yuebin Guo $14,517
8th Kevin Iacofano $11,143