Tidligere professionel fodboldspiller vandt WPT Marbella
Det blev den 37-årige englænder og tidligere professionelle fodboldspiller Steve Watts, som sejrede i det netop afsluttede WPT National Marbella Main Event.
Steve Watts fodboldkarriere bød aldrig på de helt store triumfer. Han huserede i de lavere rækker i England, hvor han bl.a. fik 132 kampe og scorede 29 mål for Leyton Orient, hvor han spillede fra 1998-2003.
Sidenhen blev det til en rundtur i en lang række mindre klubber inden han sluttede karrieren af i 2011 efter tre år hos Sutton United.
Sideløbende med løbetræningen og kampene for Sutton United, spillede Steve Watts også en del poker, og han markerede sig første gang som pokerspiller i netop 2008, da han vandt et £500 NL Hold’em event i Southend til en værdi af £9000. Siden da er det blevet til cashes for mere end $606.000 i pokerkarrieren.
Senest viste han pokerevnerne frem, da han tog 16. pladsen ved WPT Venedig, men det største pokerresultat kroner og øre mæssigt er dog en 59. plads i WSOP Main Event 2013 til $123.000.
I går fik den tidligere angriber – som aldrig rigtigt vandt nævneværdige triumfer på grønsværen – så omsider et stort trofæ i hus, da han vandt WPT National Marbella og €31.000.
Han startede finalebordet som chipleader og med en stor selvtillid, men han risikerede dog en stor del af skillingerne med QQ mod Konstantin Kostyakovs KK.
Dealeren vendte dog en dame mere på boardet, og dermed var vejen til sejren for alvor brolagt for den pensionerede fodboldpro. Heads Up bankede han Omar Anaya i en duel som varede bare to hænder. Med et stort overtag i chips og to floppede par, fik han Anayas sidste skillinger, da denne ikke formåede at ramme et straight draw.
Mens danske Morten “VM” Mortensen forleden vandt WPT Marbellas High Roller event og €27.000, blev der ingen stor dansk succeshistorie at skrive hjem om i Main Event, hvor finalebordet var blottet for dansk deltagelse.
Læs også: MortenVM sejrer i Marbella High Roller
Sådan sluttede WPT National Marbella:
1. Steve Watts – €31,000
2. Omar Anaya – €22,000
3. Carlos Duran – €14,000
4. Carsten Joh – €10,450
5. Daniel Cervan – €7,800
6. Jose Maria Solis – €6,300
7. Richard Cashman – €5,200
8. Mauricio Isa – €4,100
Vi har været en tur på YouTube for at finde beviser på Steve Watts fodboldevner, og dem beviste han blandt andet i en kamp mod Torquay United for små 15 år siden, da han i silende regnvejr headede bolden ind bag målmandslegenden Neville Southall med et flyvende hovedstød.
Det mål kan du se lige her:
Artikelfoto: Steve Watts i gang under en WPT