Svenska Spel går til kamp mod ludomani: – Vi har brug for viden og indsigt

Svenska Spel, som har monopol på pengespil i broderlandet Sverige, har taget et stort skridt mod et sundere spillemarked, hævder man i det statsejede selskab.

Tidligere i år var Per Hultengård, direktør for Tidningsutgivarna – Sveriges brancheorganisation for aviser og andre medier – ude med en hård kritik af Svenska Spil, som han anklagede for at misbruge sit monopol og ikke gøre nok for at beskytte befolkningen mod spilafhængighed.

Nu svarer Svenska Spel så igen ved at allokere 2,5 mio. svenske kroner til kampen mod ludomani. Det er måske ikke et direkte svar på Hultengårds anklager, men ikke desto mindre kan det nye initiativ måske lægge en dæmper på de værste kritikere.

Det er professorer ved universitetet i Lund, som skal gennemføre en detaljeret research i emnet spilafhængighed, og undersøge hvad der forårsager ludomani og hvilken effekt det har på folk der lider af sygdommen.

Undersøgelsen bliver den første af sin slags i Sverige, iflg. det statsejede Svenska Spel.

“Det er en del af vores mission at arbejde fremad mod forebyggelsen af spilafhængighed. For at lære mere om, hvordan vi bedst kan forhindre disse problemer, har vi brug for viden og indsigt, og vi håber denne undersøgelse vil give os dette”, sagde Zenita Strandänger hos Svenska Spel til PokerNews.com og tilføjede:

“Det er også et stort skridt på vejen mod et sundere spillemarked. Vi ønsker det svenske spillemarked skal udvikle sig i en retning, hvor spilleselskaberne bekymrer sig om kunden, og hvor kunderne får muligheden for at kontrollere deres gambling”.

Læs også: Mikael Thuritz: – De svenske myndigheder tog Viktor Bloms lejlighed

 

Politisk vilje til at bekæmpe ludomani

Svenska Spel har indtil videre øremærket 2,5 mio. svenske kroner over de kommende 5 år til undersøgelsen, som begynder til foråret. Strandänger siger dog, at selskabet “sandsynligvis” vil forlænge støtten ud over den nuværende 5-årige tidsramme.

“Svenska Spel arbejder for forebyggelse af spilafhængighed. Det gør vi ved at stille forskellige redskaber til rådighed, vi er restriktive i vores marketing af bestemte spil, som betragtes som problematiske i et spilansvarligt perspektiv. Vi benytter os af uddannelse og information for at forklare om risici ved gambling og vi støtter research”, siger hun og fortsætter:

“Der er ret stor opmærksomhed på problemer med spilafhængighed i debatten omkring gambling, og der er politisk vilje til at gøre noget ved problemerne. Nogle partier ønsker f.eks. at behandle gambling problemer på samme måde som problemer med stoffer og alkohol”.

Læs også: Anton Wigg efter ransagning: – De tog alle mine penge og værdier

Zenita Strandänger peger dog også på udenlandske spilselskaber som en af de store skyldnere, når det kommer til at skabe ludomaner i Sverige.

“Meget af den gambling der findes sted i Sverige, foregår på ikke-regulerede online gambling sites, som er udenfor regeringens kontrol og overvågning. Disse selskaber har en anden dagsorden end Svenska Spel. De sætter deres profit højest, hvilket er logisk siden flere af dem er aktieselskaber”, siger hun.

Det vurderes at halvdelen af omsætningen på spil i Sverige sker på ikke-regulerede spillesider på nettet.